Hvad suse gyngende Graner?
Hvad hvisler Løvet i Lys?
Hvad bruser den Bæk, hvad aner
Skyggen med pludseligt Gys?
Hvad dufte Blomster og solbrændt Bar?
Hvad er Græssets Spørgsmaal og Vindens Svar?
Hvad nikke de til, de gyldne Straa,
langs Bjergets bugtede Stier!
Hvad staa I dèr og fortier,
I Klipper graa?
De hundrede Stemmer og denne
Stentavshed, der hegner dem ind —
forvirrede Drømme kun sende
de gjennem mit lyttende Sind.
Saa gjerne jeg gad dem til Tanker befri!
En Tone fra Krattet! vil den staa mig bi?
Et Kluk — en Stump af en Melodi —
en langlig stigende Trille — —
Du Sanger i Busk, vær stille
som jeg og ti!
Du vilde saa gjerne forraade
din Ven det Lidet, du veed;
du prisgav, om du formaaede,
din Hjemstavns Hemmelighed.
Lad af! dit Kvæde forstyrrer os blot!
Dit Maal, det kjender jeg altfor godt.
Du er drukken af Dug, som en Digter af Vin,
du sladrer saa mangt og saa meget,
dit Hjerte er som mit eget,
din Sang som min!
Den sprudler ei frit — som en Kilde
af Muld — fra dit bævende Bryst.
Du har nemmet den, da du var lille,
har prøvet og øvet din Røst.
Du har pippet og kvidret smaat, før du sang,
og sunget hvad Ældre har lært dig en Gang.
Du har kappedes, sporet af Kunstner-Nid,
om hvem der kom flinkest i Høiden.
Du har beilet med Triller og Fløiten
i din Elskovs-Tid.
Af mit Kuld, ikke af deres
er du, hvis Sang jeg forstaar.
Skabte af Attraa vi næres
med Frygt og Haab et Par Aar.
Af en Favnfuld Savn og en Haandfuld Lyst
blandtes og sattes os begge i Bryst
et Sangerhjerte; det hulker og ler —
men hine er anderledes: —
ei elske de, ei de vredes
hvad der end sker.
De hviske som legende Piger,
som Gubber tie de kvær;
og Liv er hvad hine siger,
men Dødens Tavshed er dèr.
Dog Liv og Død, som vi kjende dem ei —
hinsides vor egen og Sangenes Vei!
Thi lad os lytte og forske, vi to;
om ikke vor Andagt kan tyde
Barskovens koglende Lyde,
Klippernes Ro.