Der var saa dunkelt allerede ude
ved Stranden, hvor paa Sandets lilla Pude
glasblege Bølger vugged sig i Blund;
ei Aftnens Farver, kun dens triste Skygge
var kjendelig, hvor som en graa Uhygge
Luftvæggen stod dér paa det stille Sund
og lukked af for baade Lys og Vind.
Fortrædelig, af Farveløshed blændet,
jeg sneg mig trægt afsted med sløvet Sind.
Da traadte jeg herind, hvor Løvet bygger
sin Sal saa tæt, at aftenlige Skygger
i Sommertiden alt sig samle her,
naar udenfor ved Strandens aabne Flade
de lyse, muntre Farver end sig bade
i Himlens og i Vandets Doppeltskjær
og selv i Nattens Bolig lege Dag.
Jeg traadte træt herind — hvor anderledes
var Alt med et, som ved et Trylleslag!
Fra bladestrøet Grund, som Foden traadte,
Til Hvælvet af den grenebygte Grotte —
hvor lyst, hvor broget, hvilken festlig Glands!
Til alle Sider, under mig og over:
Safran og Guld, Patinagrønt og Kobber —
rigt blandet Farvebad for Sind og Sands,
saa Øiet aabnes vidt, der stod paa klem,
og Sindet høines, der var sammensunket,
og selv den mødige Fod vil freidig frem.
O, sig mig Skov, hvis end i dig har hjemme
en from og viis Hamadryadestemme:
er det med vort Liv som med dit, og har
vor Alderdom sit Lys sit indre, eget,
uslukkelige Glandsvæld — lige meget,
om Himlen smiler til den høi og klar,
eller hænger lavt, af Taage tung og sløv?
Er du, o Skov i Høst, vort eget Billed,
naar vore Aar er i det gule Løv? —