Niels W. Gade
Prolog ved Mindefesten i Det kongelige Theater d. 7. Januar 1891 (efter Ossian-Ouverturen)
Prolog ved Mindefesten i Det kongelige Theater d. 7. Januar 1891 (efter Ossian-Ouverturen)
Vel rørte sig til Bifald eders Hænder,
dog alt de synke jer i Skødet slapt,
thi Flammen, som i Ungdomsværket brænder,
viser jer klart, hvad eders Land har tabt;
og vemodstungt fra Tonedigtet vender
sig Tankerne mod ham, der har det skabt —
og intet skaber mer — til hvem ei længer
vor Tak og vor Begeistrings-Hyldest trænger.
Kun i hans Værk I kan fra nu af møde
den Mester, som var eder kjendt og kjær;
men dette lange Livsværks Førstegrøde
er end saa frisk og har saa lødig Værd,
som da den i et nordisk Tone-Øde
uvarslet fremstod for at varsle dér
et Kunstner-Liv, som disse Dage jorded —
et Kunstens-Liv, som endnu fører Ordet.
Den tyske Muse for de kyske Toner,
der raader fra Naturens dunkle Klang
til Strengespil fra Aandens gyldne Zoner —
hun lytted undrende; — for første Gang
en nordisk Svend hun som sin Yndling kroner
og bærer ham med mægtigt Vingefang;
den unge Mesterhaand dog myndig peged
mod Fartens Maal: et lidet Land — hans eget.
Hun fulgte ham til Sjølunds fagre Sletter,
hvor Bøgens Silke flager lyst i Vaar;
Skærsommernattens Drøm i lyse Nætter
ved Sundets Bredder nye Syner faar,
mens Trolde deres Tag paa Piller sætter,
og Dandsen let igjennem Lunden gaar;
til Elverhøi han lagde hendes Øre,
og Verden veed, hvad Skjønt hun fik at høre.
Ei kunde det de Tvendes Pagt beskjæmme
at Folk mod Folk foer frem med Herreskjold:
hjemkommen lod han os ei sidde hjemme,
indsnevret af en Dannevirke-Vold:
ham var ei nok sit eget Værk at fremme,
for tyske Aanders Tog blev han Herold: —
Han bænked os som Verdenskunstens Gjæster,
Opdrager blev han os og Læremester.
Vi saae ham alle Lærerkaldet øve,
mindes, hvor færdigt Foredraget lød;
men mangen veed, hvor Prøve efter Prøve
han tolked Værkets mindste Led og gjød
sin Aand i Alt og ildned selv den Sløve;
saa trofast tjente han, der myndig bød:
Selv Stormand — i sin Kunst hos os den første —
han bøied ydmyg-stolt sig for de Største.
Saa aldred han, mens Værk til Værk han føied
og lærte os det Bedste at forstaa;
hans ranke Ryg dog Støvets Aar ei bøied,
kjækt rysted han sin Lokkemanke graa;
der tindred festlig Kjerteglands i Øiet,
men Barnets Uskyld-Smil om Læben laa:
et Barn han var af dem, der aldrig æres
for høit, — thi Kunstens Himmerig er deres.
Og just som mod den glade Fest det stunded,
der samler om hint Barn fra Bethlehem
Alle, hvis Barnesind ei bort er svundet,
og tænder Lys i rigt og fattigt Hjem —
da var hans Lys brændt ned, hans Glas udrundet,
og Juleklokken sang hans Reqviem:
med Ring om Ring af Malmets Tone-Vover
den bar sit Sørgebudskab Verden over.
Han overleved ei sit eget Snille
og ei sit Verdensry; han var ei træt
af Livet, men han kunde ei og vilde
ei følge Tiden, hvor den arted slet;
han saae en Slægt, der ei var ung men lille,
og hørte Lavhed haane Høiheds Ret;
da vendte han sig bort mod svundne Dage,
han saae ei længer frem, han saae tilbage.
Og han, hvis første Toner Ossian maler —
nu selv han som den skotske Barde sad,
naar Skumrings-Vemod til hans Hjerte taler
og mumlende han vier sit Heltekvad
til Aftenstjernen, der saa sagte daler
og tvætter Gylden-Lok i Bølgens Bad
og fjernt i Vest sin tavse Straale slukker,
mens Sjælens Stjerne-Øie op sig lukker, —
og Aandens Lys fra Gnist til Flamme brænder,
og samler Helte som en Bjergets Baun,
fremfarne Ahner, hedengangne Venner,
før Ossians Øienlyst og længst hans Savn;
dér staa de om ham, hvor han Blikket vender,
Drotter og Sangere med kronet Navn: —
de Store, som befolked Selmas Haller,
som Skjalden kaldte, som paa Skjalden kalder ...
... Han saae ei længer frem, han saae tilbage!
Men saae han fremad end med hævet Bryn,
det var ei did, hvor Tidens Skyer jage,
men hvor han skimted alt det Lys, hvis Lyn
sent eller tidlig krydser vore Dage
saa blændende, at for vort sløve Syn,
der har et jordisk Sandseslør fornøden,
det sortner med det Mulm, vi kalde Døden.
De Regnbuefarver, som i Taagen spille,
brast — —: Glands i Glands for Aandens Seerblik
Hans Sjæl, de klare Tonebølgers Kilde,
fra Larmens Land bort til sin Hjemstavn gik,
hint Verdens-Ocean, det store, stille,
der bruser dybt i Sfærernes Musik: —
Livsmelodien toned salig bort
i Evighedens hvilende Akkord.
Om I den evige Akkord fornemmer
gjennem den vekselrige Melodi,
og under Værkets lydelige Stemmer
ane den skjulte Enheds-Harmoni,
og se, hvad let en Kunstners Samtid glemmer:
den mægtige Personligheds Værdi: —
da er I her ei længer Sorgens Gjæster —
da hædres den forevigede Mester.