Karl Gjellerup (1857–1919)

Jeg havde stemt en Luth til kjælen Leg,

        til Elskovsdrømmes bløde Harmonier

        med Sommerklang fra Skovens grønne Stier, —

et Suk, et brustent, fra dens Sangbund steg,

og Haanden skjalv, og Lunets Alfer veg.

Jeg gik mig ud i Gry at fylde Brystet

        med Foraarsluft og Øret med Musik

        af Stær og Lærke, men ihvor jeg gik,

det var, som Torden af Kartover rysted

        den blege Luft, under hvis Taageflig

en Poppelrad, som Solen mat forgyldte,

stod plantet som Standarter, floromhyllte.

        Var det et Varsel om Europas Krig?

        Var det Salutten for et Hersker-Lig?

Thi Tvedragts-Aanden saaede ufortrøden,

og Verden tav: den vented Keiser-Døden.

For anden Gang i dette unge Aar,

der slog med ublid Haand saa dybe Saar,

vi skulde se det største Scepter glide

fra prøvet Haand! Og var det første Gang

en Olding, mæt af Hæder alt, hvis Haar

længst under Kronens Guld blev sølverhvide,

hvis Dødsbud mindre havde Sorgens Klang,

end til vor Ærefrygt det stille talte; —

saa gjaldt det nu, naar paa den halve Stang

det tyske Keiserbanner atter dalte,

en Manddomskraft paa Livets Høidepunkt,

da Gammelt end formæler sig med Ungt

og Frugten vandt, hvad Blomst har tabt i Fylde;

en Kjæmpeskikkelse af Siegfried-Art,

skabt som det Hersker-Ideal, vi hylde,

stærk som en Eg og rank som en Standart.

Man troer at se den Gamle fra Kyffhåusser

forynget træde frem som Tysklands Keiser

i Trængslens Tid, en Fredrik Barbarossa

af Henrik Løves Folk og i hans Land, —

fuldt ud en Tysker, men kun halvt en Preusser.

Se ham, som Mestren fra Borghés-Paladset

har holdt ham fast paa Lærredet: — en Mand!

en Kriger? ja: — under den stride Rand

af Skjæggefylden blinker Staalkyradset,

halvt dækket af det brede Ordens-Baand,

Kommando-Staven knuges af hans Haand.

Vel har han vinket Vaaben frem mod Vaaben,

han styred vel Stridshingstens blodige Gang,

Seirherren fra Sadova og Sedan, —

og dog — en Fredens Mand! se Panden aaben

og Blikket mildt, tungsindig mod dig rettet;

det sænker ei til Trusel sine Bryn,

men skyggende, som om det, tidlig trættet

af Kampens frygtelige, svovlblaa Lyn,

nu søgte Solens Gry — (og ikke den

„fra Austerlitz”) — til Hvile for sit Syn.

Er Tidens Stikord „væbnet Fred”, — dens Billed

er her livagtig dig for Øie stillet, —

et Drømmebilled snart, der svandt igjen!

Og hør hans Bud, hans første Ord til Folket!

Verden har hørt og undret sig, fordi

saa meget af dens eget Hjertesprog

blev denne Gang af Hersker-Læber tolket;

aandende op, den mente alt, deri

et Varsel om en bedre Tid at spore,

som vendtes der et Blad i Seklets Bog

og førte med en Luftning af hans store

Forgænger-Navnes Aand fra Sanssouci.

Men ak! hvor finder denne „sorgløst Bo”?

Ei i Rococo-Sales lyse Rum:

i Mausolæet, der med klassisk Ro

som Slottets Nabo stum venter — en Stum.

Just hine Ord, der vidt og bredt gjenløde,

erindred bittert om, at deres Røst

var alt hjemfalden som en Førstegrøde

af dette Liv til Dødens golde Høst,

og at af Resten Dag for Dag en Strimmel

blev lydløst meiet af den graadige Le.

Da steg en Bøn imod den høie Himmel,

samdrægtig, som i Fyrste-Nød maaske

der aldrig bades før: „Almægtige Gud!

spar dette Menneske i Keiserskrud!”

Europa, Moder! Fælles-Fødelandet

med Riger til Provindser og med Sprog

for Dialekter! samlet fast, og dog

saa sammenstykket og saa sælsomt blandet

som hin Kolos i Daniels Seer-Bog!

End aldrig var du skilt som nu, da Tiden

er splittet selv, og da dens Mænd er delt’

til deres indre Marv af Spørgsmaals-Striden —

utaalsom Tro og overmodig Viden,

der lover Alt og holder Intet helt, —

mens Racehadet snart sig lyssky lister,

og skriger snart som Uveirsfugle lydt!

Træt af Despoter og af Anarkister

du fæsted alt dit Blik, som længe ledte

efter et Hvilepunkt, et fast men nyt,

paa denne Throne i din gyldne Midte,

og din Fortrøstning til den Drot du skænkte,

som nu dens anden Dobbeltkrone bar;

det var til denne tyske Mand, du trængte,

mens Frankrig skraaler om en Skryder-Nar,

og Rusland knevles af den tavse Czar.

Han var dit Haab. Det leved op paany: —

Den Syge hæved sig fra Hovedgjærdet,

Livsviljen seired, Febren maatte fly.

Og skjøndt vi skimted end Damoklessværdet,

der gaves Stunder, da vi glemte fast,

hvor skjørnet Traaden var, hvor let den brast,

saa myndig lyste Kronen om hans Hoved: —

Han ikke leved blot, han hersked alt!

Hvad længst som Prinds han havde Verden lovet,

begyndte han at faa til Live kaldt; —

da banked Skjæbnen paa med Knokkelkno.

O, hvilket Skue bød han til det Sidste

den Verden da, som snart han skulde miste,

som skulde miste ham! med Forsyns-Tro

som Menneske han Døden saae i Øie

og peged taalmodstærk imod det Høie;

som Fyrste kjæmpede han Skridt for Skridt

med Døden, for med Viljeskraft at vriste

hvert Nu fra den og stemple det som sit;

regjerende indtil den sidste Dag.

Den kom, og Keiserborgen strøg sit Flag.

Snart hæve nu Kartover deres Røster

til Gravsalut selv paa det golde Cap

og fjernt paa Ceylons palmesmykte Kyster,

mens Mausolæet som et Moloch-Gab

sig lukker om det andet Keiser-Lig.

Og med et „Fred med eder!” vender Verden

sit stive Blik frem mod den nære Krig.