Karl Gjellerup

Giordano Bruno

Som Kjætter brændt af kronet Munkehad

til Pøblens Lyst, til Trøst for ængstet Hu;

opreist som Martyr i den evige Stad

af Folkets Hænder, Mørkemænd til Gru —

det var din store Lod. Og da som nu,

hvor du end staar, paa Sokkel eller Baal,

du rager op, et Aandens Høidemaal,

hvor Slægtens Væxt kan sætte af sit Mærke.

Hin underjordisk-røde Sværmer-Ild,

hvis Flammer, pusted’ op af blege Klerke,

var selv din Æter-Ildaand alt for stærke,

den er ei slukt, blev den end mindre vild. —

Der, hvor dens Tunger slikkende har tændt

omkring din Marterpæl de tørre Ris,

den hvæser end med lammet Raseris

Ondskab om Trinet af dit Monument.

Da maatte vel for den dit Kjød dog gyse, —

nu kan den kun dit Marmor-Smil belyse.