Jeg gik en Aften fra Theatret — gik,
skjøndt fjernt fra denne Jord, hvor Fødder vanker;
ved Nattens Stjernevrimmel var mit Blik,
og over Stjernerne var mine Tanker:
i Digtersynets lyse Kuppelrum
og Harmoniens klokke-hvalte Sphære,
hvor deres Hvælvinger hinanden skjære
og med det dobbelte Mysterium
af Skjønheds-Dyb i Tanke og i Tone
omhegner Richardt Wagners Himmelthrone.
Der følte jeg vor egen Hjertevaande
og Elskovs-Pagt, Alt hvad vi salig led
og stammed frydefuldt, forklaret aande
i Siegmunds og Sieglindes Kjærlighed,
der under Hundings skumle Bjælke-Tag
groer op til Frihedsliv i Vaarens Dag,
lig Asken, der — med Rod i Gulvets Ler —
med Kronen over Tag mod Himlen ser.
Stormridtet af Valkyriernes Skare
og Heltesværdets klingende Fanfare
sang kjækt om Kamp og baned Seirens Stier
mod Valhals straalegyldne Harmonier.
Jeg saae og hørte Flamme-Elementet,
saa purt, som var fra Ætheren det hentet,
hvisle melodisk om den stolte Kvinde,
der blunder brynieklædt paa Bjergetinde, —
Brynhild, hvem i vor Elskovs store Tid,
mens Alt var Sorg, Forsagelse og Strid,
min egen Høisang kaared til Heltinde.
Som saa jeg bares af Begeistringsrus,
af Melodiers Aandehær omsværmet,
levende Toner pludselig sig nærmed,
og jeg stod stille ved et oplyst Hus;
der flagred fra det aabne Vindue ud
en — ak, saa velkjendt — Schubertsk Melodi.
Og skulde jeg gaa urørt den forbi
og stænge Øret for dens milde Bud?
Hvor sprudler den saa overmodig kjæk,
og risler vemod-sødt, den klare Bæk,
der driver Møllehjulet i den svale,
grandunkle Grund, — en ægte tydsk Kastale
og ak! vor Elskovs Ungdom, det er Musen,
der med et Smil om Læben, og et Suk
i Barmens Svulmen, ser, hvor hun er smuk,
i Vandet, som blandt Stene stille staar.
Det er den dybe, tungsinds-skjønne Susen,
der som med Drømmevinger om os slaar;
det er den Lindeduft, saa sjælesund,
— skjøndt sødme-giftig nok for Hjertero —
der aandes i den gamle Sangerlund! —
Saaledes, naar jeg i min Himmelbo,
hvor Elskovs-Lykkens tusind Sole tindrer,
min dunkle Ungdoms-Kjærlighed erindrer.