Ti Arbeids-Aar, hvor glad gav jeg dem hen,
for Tizians Haand saalænge selv at røre,
som den behøved for at overføre
paa Dugen disse Træk, der kun af den
lod sig i Farveglød omsmelte end
til Kunstens evige Liv, og synliggjøre
med eet for Øjet, hvad det snevre Øre
fik mat og afbrudt hvisket af min Pen: —
Hvor skjøn du i min Kjærlighed dig speiler,
naar i dit Blik en Elskovshimmel seiler,
og i dit Smil et Stænk af Attraa gled;
stod det i Farver fast for Eftertiden,
da lagde gjerne jeg som Tizianiden
til Gravro min forvænte Pensel ned.