Dit Bæger har jeg tømt til Bunden,
nyt fylder du det for min Tørst;
jeg satte det for Yngling-Munden,
og Olding-Læben mættes først.
Malurt og Nektar i din Drikke
til Sjælens Tarv er blandet rigt;
men Gift og Bærme er der ikke —
den løi, som sigted dig for Sligt!
Vanhellige Læber ud af Sværmen,
der drak sig selv til Dom og Straf, —
dem under Giften jeg og Bærmen!
den Gud, som de forstaa, de traf.
Og blev jeg aldrig saa bedaget,
min Dom vil være end som nu:
Af Verden ret mig kun behaged
skjøn Kunst og skjøn Natur — og du!