Ravnen han flyver om Aften,
om Dagen han ikke maa;
den skal have de onde Lykke,
de gode kan ikke faa.
Men Ravnen flyver om Aften.
Valravns-Visen.
Min Sjæl ei stiger lærke-let,
den savner Ørnekraften, —
den er den vilde Valravn,
der flyver kun om Aften.
Henover Fjord fra Ø til Ø
den sine Vinger spredte:
Havmanden hulked mellem Sten
og kaldte paa Agnete.
Den Sommernat i Uveirs-Sky’r
med Maanehornet stanger: —
Enhjørningen, det ædle Dyr,
som onde Vætter fanger.
Fjernt larmer bort den vilde Jagt,
hvor Skovens Kroner nikke,
paa Mosen flagre Elverslør
om ildflue-lyse Blikke.
Og Høiene, paa Piller reist
over Troldes Gildelag,
ser ud som laa Sanct Hansorme
under Paddehatte-Tag.
Ved Kirken spille Dødninger
med Hoveder blandt Grave;
paa Kongeveien høres
den halte Helhest trave.
Jeg daler, hvor ved Fjorden
den Gaard er Skoven nær,
og sætter mig til Ro i et
af de forblæste Træ’r.
Lysvaagen der hun sidder
ved en dugg-anløben Rude,
og det forgrædte Øje ser
den mørke Gjæst derude.
„Hil sidde du vilden Valravn
og du er mig huld og tro.
Mit halve Liv jeg gav dertil,
du fanged Lykken i Klo!
„Havde jeg end min Fjederham
fra mine unge Dage,
og var jeg en Svanejomfru end,
vi skulde den sammen jage.
„Havde jeg end min Svaneham,
de hvide Vinger fra før,
jeg foer alt ved din Side
baade i Syd og i Nør.
„Fortabt er Lykke, forlagt er Ham
og hængt paa Fruer-Lofte,
den er saa slidt, den er saa grim
som en Kulsvierdreng hans Kofte.
„Knækked er Ben og Ribber smaa,
stækked’ er alle dens Fjedre;
lad af fra mig du vilde Ravn!
det baader os begge bedre.
„Flyv ene om, flyv vide om,
det baader os begge bedst.
Men naar jeg døer af Sorg,
saa kom og vær ved Graven Gjæst!”
Saa saare randt hende Graad paa Kind,
hun sine Hænder vred.
Som Ulve høl den stride Vind,
sort strømmed Regnen ned.