I.
Længst jeg var for din at agte
og beseglet blev det nys;
helliget min Læbe smagte
som en Hostie dit Kys.
Ei som Livets Vaarbruds-Dage
skjænker unge Læber det, —
let at give, let at tage,
ak! men og at glemme let.
Som en Sjæl, der hungrer efter
Naaden fra Guds Alterbord
med de himmelsendte Kræfter, —
saadan jeg din Gunst erfoer.
Og du selv var som en Anden,
stod forklaret i mit Syn;
Solskinsglorie laa om Panden,
Vemods-Skyen om dit Bryn.
Tillidsfuldt din Hals sig bøied,
Blu og Lyst i Smilet stred,
men en Villie var i Øiet,
og i Kysset var en Ed.
Vore Sjæle sammensvorne
blev mod Verdens kolde Tro;
flet vor Bryllupskrans af Torne,
hvis ei Myrther for os gro.
Det er nok, — om end vi hige
videre med fromt Begjær —
nok at Hjertet fandt sin Lige,
som kun faa det finder her.
Om vi sammen Lykken prøver, —
om vi skilte sygne hen: —
hvad en Time gav os, røver
ingen Evighed igjen.
II.
Har jeg syndet ved vort Møde,
kom der Feiltrin paa min Vei,
lad mit hele Liv mig bøde,
— men fortryde kan jeg ei.
Tordenluften tung og lummer
holder Uros-Blod i Kog,
jager Drøm og kyser Slummer
fra mit trætte Øielaag.
Glimtvis ser jeg end dernede
Skoven og den stille Bugt,
revne ud af Mørkets Rede
som et Rov i Lynets Flugt.
Som et Rov fra Tidens Øde,
plukket mellem Sø og Lund,
var det ene, salig-søde
Kys, jeg trykked paa hans Mund.
Ene? hvorfor ei besvaret
hurtig af min Hjertensven?
Underligt og uopklaret
piner mig det Spørgsmaal end.
Mon vel Noget i min Mine,
i mit Blik var ham imod?
noget Heftigt, som hans fine
Adelstanke misforstod?
Nei, o nei! jeg ser ham atter,
som han skjælvende sank ned,
jublende med sælsom Latter,
medens Graad paa Kinden gled.
Fast det var, som blev han fældet
af mit stakkels Kys, som om
Alt han glemte, overvældet
af sin Elskovs Eiendom.
Tør jeg det som Varsel tage,
at hans Gjengjælds-Kys blev gjemt,
til i lykkelige Dage
Savnets Bitterhed er glemt?
O, jeg føler først tilfulde
nu, hvor helt min Sjæl blev hans.
Ak, men hvilken Samklang skulde
løse Livets Dissonans?
Nydt jeg har, hvad ei jeg turde,
Angren følger mig paa Vei;
men hvis ugjort den det gjorde, —
aldrig, aldrig angred jeg!