Jeg stod med Armen om dit Liv
ved Skovens gamle Stente.
Over Fjorden hang det stærke Veir,
et Zigzag-Lyn os blændte.
Gud give, Lynet hist slog ned
i Gaarden, som du boer,
og grov dit hele Hjem med eet
ti Klafter dybt i Jord!
Gud give, Lynet nu slog ned
under Bøgen, som vi staar,
og flammed vore Sjæle bort,
hvor ildfuldt Uveir gaar! —
Men vi maa skilles! — Hav god Nat!
Jeg stod ved Skovens Stente;
det tordned, mens hun hjemad
løb og vinkende sig vendte.