Stranden var øde;
bag os Skoven,
foran os Fjord og aaben Sø;
Krusede, bløde
Sky’r foroven,
under os nylig meiet Hø.
Ordene tav, Smil tog til Orde,
Smilet fortalte sig, Sukket bad;
ak, om jeg turde!
nikked du ja, hvis jeg spurgte ad?
Aftenlig-gylden
Solen kigged
frem under Skyens Purpur-Søm.
Den havde Skylden!
Øieblikket
favned os lyst som en himmelsk Drøm.
Drømmende hørte jeg min Stemme stamme
og gaa i Staa med eet;
vil du beskjæmme
Spørgeren med et Blik, et vredt?
Da — som i Drømme
jeg det skued —
hæved du dig med sælsomt Blik;
Smilet din ømme
Læbe bued, —
vidste jeg ret, hvad for sig gik?
Blev om min Hals to Arme krydset,
nærmed sig, aabnet halvt, din Mund? —
Kysset! Kysset!
o, det var Livets Fødsels-Stund!
Himlen og Jorden,
Sky’r og Vange
smelted i Rosenflammer tændt;
ud gjennem Fjorden
stod en Spange
gylden til Saliges Øer spændt.
Og ved dit Knæ, paa Høets Matter,
laa der en Svend og skjalv og lo —
lo — og hans Latter
lød som en Guds, saa almagts-fro.