Der synger en Fugl i Skoven, fjernt,
et Steds i den høieste Krone;
en gammel Sang den kvidrer paa,
Gud veed, hvo der fandt dens Tone!
„Maatte jeg En med de Allervæneste fange!”
Veninde, hvi er det Læbepar
saa blegt tilsammen presset?
du tier og svarer kun med Suk,
og Blikket slæber i Græsset.
Derfor synger den Smaafugl,
for den er frank og fri;
og derfor tier min Elskte,
for Buret sidder hun i.
Derfor synger den liden Smaafugl,
dens Elskov Alle maa kjende;
og derfor tier min Hjærtenskjær,
at hendes maa skjult forbrænde.
Den frieste Fugl kan komme i Bur
— Fuglefængre er listige! —
Det stærkeste Bur kan sprænges en Dag
— Lykken hjælper den Dristige! —
Der synger en Fugl sin gamle Sang
et Steds i den dunkle Skov;
Tonen haver jeg lært den af
og ændret efter Behov:
„Maatte jeg fri den allervæneste Fange!”