Den lave Gaard er Skoven nær,
og Fjorden speiler dens Længe.
Omkring den spredes forblæste Træ’r
i et stenet Ukrudts-Vænge.
Jeg kjender de Træer og Stenene med,
ja indtil Tuer og Buske.
Timevis gav de mig Skjulested,
jeg skal dem vel Tjenesten huske.
I Vand mit speidende Øie løb,
en Raslen gjorde mig bange;
paa Hænder og Fødder frem jeg krøb
ad Grøfternes Løbegange.
Men underlig livløs Gaarden laa,
livløs og tavs som en Fælde;
det stænked med Blæst fra Skyer graa,
og Dagen tog til at hælde.
Tørt var mit Svælg, og Panden hed,
mine Tanker sig forvirred,
lig Myg, der — skjøndt de en Vinge sved
i Lyset kredsende svirred.
Naar Vintren strænges ved Jævndøgnstid,
og Fjerkræ lister i Stalde,
da glemmer Ræven sin snedige Flid
og de krogede Smutstier alle.
Den skjøtter ei om, sit slunkne Skind
ved høilys Dag at hytte;
den lunter lige i Gaarden ind,
tages eller tager sit Bytte.
Stod jeg nu tæt ved Porten alt,
betænkende hvad jeg dristed;
da Blikket paa et Vindue faldt,
som jeg forbi var listet.
Jeg gik tilbage og kigged ind
ad en Flue-mylrende Rude;
dèr sad hun og skrev med Haand under Kind.
Se op! din Ven er herude.
Hun saae — foer sammen angst og glad
og lagde Fingren paa Munden,
greb hurtig det beskrevne Blad
og var i et Nu forsvunden.