I Kløften skygger Bøgeløv,
der sprudler en Bæk blandt Stene.
Ei, hvor vi drak med tørstig Mund
dens Vand det kilde-rene.
Vi drak af een og samme Skaal,
og Skaalen sønderbrød jeg;
dens bedste Halvdel, vaad endnu,
til Gave hende bød jeg.
Vi drak af een og samme Skaal,
den Skaal var begge mine Hænder;
saa løb tilskovs vi Haand i Haand
en Vei som Ingen kjender.