Du skjønne Fjord vær hilst af Vandringsmanden,
som vide foer til sine Ønskers Maal!
Hvor læskende at sé din aabne Skaal
af Himlens gyldne Klarhed fyldt til Randen!
Du byder Sjælen alt din Velkomst-Drik,
Træthed og Tvivl svandt ved det første Blik.
Vær hilset Skov, som hist i bløde Bugter
saa langlig kryber Bakke op og ned,
til yderst ved en muslingformet Bred
dit sænkte Hoved Læbespidsen fugter,
som for at søbe af det kjøle Væld
Friskhed og Glans til dine grønne Skjæl!
Ukjendte Steder, hvor min Aand har levet!
Skovensomhed, hvor hun med ængstlig Fod
er flygtet ind, og paa en mosset Rod
har mine Breve læst og sine skrevet.
Ensomme Strand, hvor hendes Hjerte tidt
paa Længselsvinger steg at møde mit!
Forraad mig, hvor hun nu er skjult — det veed I!
Se, Blikket kredser lig en hungrig Høg,
der speider, hvor den er blandt Siv og Bøg,
den Rede, som han dristig vil slaa ned i.
Rundt om der ligger Fangesaxe spændt, —
Ingen veed Dagens Navn, før den er endt.