Jeg holder af, at Tjenerskabet ler
tilfreds, naar velbetjent mig selv jeg finder,
og saa jeg vil, naar sidste Gang det sker.
Jeg er jo rig! Thi Guld, der ei blot skinner,
jeg bjerged fra Galeiernes Forlis,
og blev min sidste Skat end gyldne Minder, —
jeg leved høit med dem, paa Stormands Vis,
og rig vil jeg befare Styxes Bølge,
betale flot og spørge ei om Pris.
Naar nøgen jeg skal Skyggehyrden følge
ned til det Land, hvor ingen Hane gol,
da vil jeg under Tungespidsen dølge —
ei en forgramset kobberne Obol
som andre Stympere — o nei: dit Navn,
paa Skuemønten — gylden som en Sol,
der springer op fra Havets Guddoms-Favn —
kunstfærdig præget. Kharons Haand vil lukke
sig gridsk om den, naar vi er naaet i Havn,
og høflig vil sin Knorte-Ryg han bukke.
Da staar jeg ud, hvor blaalig-sorte Popler
mod bygende Scirocco-Skyer sukke,
og tømmer tørstig som en udspilt Dobler
den evige Velkomst-Drik, hvor Glemsels-Giften bobler.