I sige, Ungdoms-Mod mig ei besjæler,
og dadle mig, fordi saa tidt min Tanke
i det Forgangnes Have daadløs dvæler.
Ja, gjerne lader jeg den atter vanke
den kjendte Vei og spore op hvert Minde,
som er mig kjært, for hist og her at sanke
de Blomster, som blandt vissent Løv kan skinne,
hvis Brødre jeg har plukket til et Smykke
om dine Lokker. — Sølvgraa Taarepile,
fæld over mig jer Blade-Graad! Min Lykke
ser jeg bevinget ei foran mig ile
med Laurbærkrans; — nei, i den dybe Skygge
af denne Have maa et Steds den hvile,
bleg som en Død, men skjøn, din Dobbeltgænger,
og vinke med sin Liliehaand, og smile.
Jeg saae den ofte alt, men naar jeg trænger
mig gjennem Krat og over Enge side
hen til det Sted, da er den der ei længer.
Det er dens gamle Vane, vil man vide;
hvor end den vinker, bliver man bedragen,
og ingen Rytter kunde op den ride.
Min vinker hist — hvad gjør saa det til Sagen?
Tilbage eller frem — haabløs er al vor Jagen.