Den Skytte flyver i Tidens Lad,
kan Vadmel og Silke kaste;
de Dage af vore, der fulgtes ad,
de monne med Væven haste.
Og Rendingen tindred som Stjerne-Ild,
som Maanens Stribe paa Vandet;
vel tusinde Smil med Regnbue-Spil
du har i dens Islæt blandet.
Nu er den om Elskovs-Liget svøbt,
et kostbart Dødninge-Lagen;
parnassisk Marmor jeg har mig kjøbt
og meislet fint Sarkophagen.
Og Verdens-Smerten dyb og stor,
hvoraf alle Slægter øse,
det er den golde Moderjord,
som vil dens Lig opløse.
Men naar den sænkes i Graven ned,
jeg selv vel af Sorg forstummer;
dog maa der Sang, for at give mig Fred,
og dybe dens Valmu-Slummer.
Da kalder jeg mine Venner frem,
de Sangere, Verden kroner;
de synge den Dødes Reqviem
i aldrig bristende Toner.