Den matte Sol forlængst gik ned,
det dages ei mer af Øst,
men nordlysflammet min Kjærlighed
straaler over snedækt Kyst.
Og tryller engang den hid din Vei,
du finder mig kysk og tro;
og kom du end med Elskov ei,
da har jeg nok til To.
Jeg veed, før saadan Lykke sker,
maa natlige Aar gaa hen;
jeg venter dig sent eller aldrig mer,
mit Hjertes eneste Ven!