Ja, Sorgen er min faste Gjæst
baade udenbys og hjemme,
dog kan jeg undfly den til Hest,
i Sadlen kan jeg glemme.
Naar Hesten bærer høit i Trav
og ryster Bidslets Ringe,
mit Bryst saa lidet Savn veed af
som Dyrets brede Bringe.
Jeg red i Skoven, hvor saa tidt
de overspændte Nerver
gjenlød af dig; — jeg red i Skridt
og banded Veiens Skjærver!
Jeg jog forbi, hvor jeg ifjor
drak Rus af dine Blikke, —
og tænkte: mon den Sadelgjord
skulde strammes dog en Prikke?
Bag brune Kroners Kuppel-Tag
sig gylden Maanen hæved;
til Skovens Nat fra Engens Dag
en Taageskare svæved.
Rundt om i Krattets dunkle Løv
saaes blege Masker stige,
over Grøftens Græs og Veiens Støv
slanged sig Slørets Flige.
Snart stamped Hestens Hov i dem;
i tæt og stille Mængde
de luftige Skikkelser sig frem
om Dyr og Rytter trængte.
Og Hesten stønned, blank af Sved,
tripped og gled i Skridtet,
hvor Tøilerne mod Halsen gned,
af Skum blev Skindet hvidtet.
Jeg gyste selv, for det var koldt;
med Grøftens nære Vinkel
jeg uforstyrret Øie holdt —
og passed Haand og Schinkel.
Hvor skulde vel paa natlig Vei
sligt Spøgeri mig skrække,
naar selv min Elskovs Gjenfærd ei
kan over Sadlen række!