Vi sad alene i den dunkle Stue,
mens Aftenrøden gled fra Skyens Bakke.
Paa Speilconsollen lige bag din Nakke
en Amor stod med ubestrænget Bue.
Jeg saae med magisk Liv Kaminens Lue
rundt om hans Alabasterlemmer flakke —
og se! med Lokkeho’edet skjælmsk paa skakke
han bøied sig, og fra din Fletnings Tue
med varsom Finger et Par Haar han plukked
og snoede dem til Stræng, hvorpaa han listed
Sølvpilen ud. Helt drømmende du sukked;
at se tilvejrs jeg ikke længer dristed.
Da klang din Pil mod Gulvet; — Skaftet brukket!
men jeg var skudt, — dog du har aldrig vidst det.