Løvet dækker Græsset til,
Nøgen Skoven staaer,
Nattergalens Klokkespil
Endes for iaar;
Søen, der saa muntert flød,
Under Stormens Klang sin Død
Travl imøde gaaer.
Der er Sorg i Mark og Lund,
Bondens Børn, de smaae,
De, som henad Aftenstund
Der hverandre saae,
Ingen af dem kommer meer;
Bag den trange Væg af Leer
De forknytte staae.
Nu er det den Aarstid da,
Røvet hver en Lyst,
Fattigfolk ei veed hvorfra
De skal hente Trøst,
Da den hele Hær af Savn
Hugger som en grusom Ravn
Sønder deres Bryst.
Ja, nu er det Efteraar!
Herren mage det,
Saa den Tid, som forestaaer,
Dem maa vorde let!
Da skal, naar engang paa Ny
Fuglen stiger glad i Sky,
Vi ham takke ret!