Hver Nytaarsdag, naar Solen døer i de sidste Flammer,
Besøger os en Engel og dvæler i vort Kammer.
Og sætter sig fortroligt og kjærligt ved vor Side,
Og hører til vor Glæde, og spørger hvad vi lide.
Og beder os fortælle hvad Godt vi har udrettet,
Hvor redebon, hvor rask, hvor stadigt, hvor utrættet.
Og regner han da sammen en Mængde af det Gode,
Saa smiler han fornøiet og er saa veltilmode.
Men er der intet Godt, han til Regningen kan føie,
Saa gaaer han bort bedrøvet, med Taarer i sit Øie.