Rasmus Frankenau (1767–1814)

Til Venskabs Fest, som hvert et Hierte fryder,

        Vi samles alle froe igien;

Fra Læben, enig Jubel lyder,

        Kun Bægerklangen døver den.

Den hulde Maane blid og klar

Omstraaler hvert fortroligt Par.

Den blide Sommers lyse Tide er¹ omme,

        Alt Aft’nen vorder mørk og lang;

Saa vore Dages Høst vil komme,

        Og fordre streng vor Svanesang.

        Før Tonen falder i Choral,

Syng glade Viser uden Tal!

Den Mand, som under nysudsprungne Bøge,

        Og i den mørke Vintersal,

Med lige muntert Sind kan spøge,

        Og nøisom tømme sin Pokal:

En Skaal for slig en Hædersmand!

        Thi hans Philosophie er sand.

Og Konen, som, en Engel for sin Mage,

        Ledsager troe hans Modgangs Fied,

Og kroner ømt hans Modgangs Dage

        Med dobbelt jordisk Salighed

Paa hver en glad og festlig Dag

Hun hædres først i dette Lag.

Og Ynglingen, som med sin hulde Pige

        I Døden selv ei bryde vil;

Og Pigen, som vil aldrig svige

        Den Eed, hun svoer ham helligt til:

For sligt et ædelt Ungdoms Par

Vort Bæger stedse færdigt var.

Og hver, som Næsten ærligt Haanden rækker

        Til skyldfri Spøg og Fryd, som vi,

Og ingen falske Toner vækker

        I Glædens rene Harmonie:

Ham synge vi:. Velkommen her!

Som vi han føler Livets Værd.