Hver som hylder tro vort Lag;
Alle Hjerter aande Glæde
Paa vort Samfunds første Dag!
Egensind og Fortrin vige
Bort fra munter Ligheds Hiem;
Her den Arme med den Rige
Kalde gamle Dage frem!
Chor.
Stakket kun er Livets Bane,
Fiin som Rosen Livets Krands;
Følger trofast Glædens Fane
Svøbt i Venskabs Ætherglands!
Helligdommens Alter brænder,
Festens blide Time staaer,
Flammen alle Hierter tænder,
Fro Enhver til Festen gaaer.
Hylder troe vor Fortids Lære,
Og fornyer Pagtens Eed,
Venskab evig troe at være
Og at følge Dydens Fied!
Chor.
Over Skiebnens vrede Bølge,
Giennem Livets bedste Fred
Troe vi sværge kiekt at følge
Dyds og Venskabs lyse Fied.
Lukt er mangt et Broderøie
Siden dette Samfunds Vaar,
Hisset over Graad og Møie
Mangt et lettet Hierte slaaer;
Hædrer disse Ædles Minde,
Signer deres fromme Leer!
Ogsaa vi af Scenen svinde,
Ogsaa vi skal savnes her.
Chor.
Savner, medens Dagen smiler?
Støvets Virketid er kort;
Lives milde Stierne iler
Snart i evig Taage bort.
Samles hid til Venskabs Kiæde,
Rækker Brødre Broderhaand!
Knytter under skyldfri Glæde
Trofast Venskabs ømme Baand!
Sildig, sildig Baandet briste,
Længe end vort Samfund staae!
Varigt Held det stedse friste,
og sit Maal det stedse naae!
Chor.
Sildig, sildig Baandet briste,
Længe end vort Samfund staae!
Varigt Held det stedse friste,
og sit Maal det stedse naae!