O du, som tryller hver en Sands,
som over alle Hierter byder,
hvis evig skiønne Rosenkrans
den evig Alders Tinding pryder:
dig Uskyld! dig vor glade Sang
vor fælles Jubel offret være,
din lyse Hæder Harpens Klang
til fierne Dages Afkom bære!
Ei Purpur, Guld og Fyrstepragt
saa skiønt som du din Dyrker hæve,
hvor du staaer frem i sneehvid Dragt
Uretfærd blegne maa, og bæve;
ei skiælver du for Sværd og Baal
og Vreden i Tyrannens Øie,
saa mangent Hierte haardt som Staal
dit Blik formaaer som Vox bøie.
Ledsaget af din Vennehaand
den raske Yngling sikkert træder,
tryg vandrer han med munter Aand
omdandset af utalte Glæder;
Høit flammer Attraa i hans Barm
sit Fødeland som Mand at gavne,
og engang med usvækket Arm
en Mage liig ham selv at favne.
Den Skiønne, som ethvert sit Fied
utrættet vandrer hos din Side,
o, hendes Liv er Salighed
og hendes Fod skal aldrig glide.
Urørt af Letsinds hvasse Braad,
og Vellyst som saa mange saarer,
for sildig ei hun Svagheds Daad
skal angre under spildte Taarer.
Hver ædel Yngling Arm i Arm
fremdeles Vei til Dyd du lære,
i hver en nordisk Piges Barm
urokkelig din Trone være!
lad aldrig Uskyld dit Forliis
fremlokke Klagens hule Toner,
og høit vor Jubel dig til Priis
skal giennemstrømme alle Zoner.