Smiil, Venskab! til vort Samfund ned,
og fyld os med din Salighed!
din Guddoms Straale, klar og varm,
opflamme hver en ædel Barm!
Lyksalig den som dig har kiær
hans Liv en Glæders Kiæde er,
liig Harpens Lyd i tause Stund,
du dysser ham i tryllersk Blund.
Naar al Naturens favre Pragt
sig skjuler under Vinterdragt;
naar ingen Lærke længer slaaer,
du skaber Lærkesang og Vaar.
Naar Flammen, tændt af Elskovs Gud,
ved Tidens Aande pustes ud,
da luer jævn din rene Ild,
for evig varm, for evig mild.
Naar Livets Vei os vorder trang,
du letter huld vor tunge Gang;
hver Yngling gjør Du Banen blød,
hver Olding Livets Aften sød.
Ei er dit Maal som Livet kort,
naar til et Bedre vi gaae bort,
hist over Død, og Gravens Havn
du atter aabner os din Favn.
O, smiil da Venskab til os ned,
og fyld os med din Salighed!
og ofte vi ved Strengens Klang
skal offre dig en Jubelsang.