Majsang
(efter v. Salis)
(efter v. Salis)
I yndig Dragt, saa hvidt og rødt
nu Æbletræet dufter,
Græsleiet er saa friskt og blødt,
en sagte Vaarvind lufter.
Maaskee o Maj! blant os ei mere
du en og anden finder,
ak! hvo er den som dig ei seer?
hvo den hvis Taare rinder?
Hvert Engens Blomster yndigt er,
dens Vellugt sød at nyde;
men bedre dets som fandtes værd
den Skiønnes Barm at pryde.
Med Blomster, (ak hvo blant os veed
i hvilken Dal de spire?)
engang vor stille Hvilested
Forgrædtes Haand skal siire.
Snart blegner Rosen, Pigens Pryd,
snart graane Pigens Lokker,
blant Glædens Toner dundrer Lyd
af Taarnets Dødningklokker;
mod Aften Byens Ungdom glad
om Pladsens Majtræ dandser,
dog ak! Liigskarens tause Rad
snart Dands og Glæde standser.
Den fulde Maane skinned’ klar,
igiennem Lindens Blade,
hvor nyligt mangt trolovet Par
i Aftensvalen sadde;
men siden Sørgeklokken lød,
til Graven Maanen smiler
hvor mangen Brud for tidlig død
i kiølig Mulm nu hviler.
Ja, Venner, snart skal Timen slaae
da ogsaa vi maa segne;
Held Fromheds Dyrker! trygt han gaae
igiennem Glædens Egne.
Hist skal Uskyldighed og Dyd
liig Aftenstjerne blinke,
hver ædel svunden Ungdoms Fryd
os atter hist skal vinke.