Mennesket
(efter Schiller)
(efter Schiller)
Hvad troer du Mennesket at være?
Halv Dyr, halv Engel, lille, stor,
paa tusind Mangler maae han bære
og Guddoms Evne hos ham boer;
ham tusind skiønne Glæder smile,
paa mangen brat han Ende giør,
hans Hierte lider uden Hvile,
han modnes, ældes, visner, døer,
Du Mesterværk fra Almagts Hænder
siig er din hele Bane her?
mon her din Skabnings Maal sig ender?
mon du Naturens Gaade er? —
nei, du blev skabt for Evigheder,
til bedre Lys til bedre Held,
fik Mangler og Fuldkommenheder
til Smag for Lysets Kildevæld.
For Manden det Erfaring være,
naar han som Barn i Snarer faldt;
viid, tunge Byrder maae du bære,
før du blant Fredens Bøn er talt,
naar vi med uforblindet Øie,
mod Sandhed, Lys og Viisdom gaae,
da trøstes Hiertet fra det Høie;
da Støvets ædle Maal vi naae.
Jeg seer den hele Skabnings Rige,
jeg studser, dog jeg knæler her;
jeg seer at alt for mig bør vige,
som Jordens første Væsen er.
Min Phantasie paa lette Vinger,
mig hæver fierne Kloder nær;
tog snart en Grav tir Ro mig bringer
i Muldet, som mit Oprind er.
Med Mangler og med Skabningsgave
til egen, og til Brødres Held,
en Konge over Aand og Have,
og alle Lidenskabers Træl.
Saa Manden sielden Storhed vinder,
han trodser Lykke, Tid, Natur,
selv han sig egne Lænker binder,
og gaaer som Dyret i sit Buur.
Han præker Viisdom, Dyd han qvæder,
og priser varm dens høie Gavn,
forglemmer sig i vilde Glæder,
og slumrer ind i Lastens Favn.
Han troer sig lykkelig i Drømme;
men vaagner sløv, og skammer sig,
Han kiæmper som det Mand kan sømme,
og er som Leeret skrøbelig.
Hist hvor sig klare Sole dreie,
jeg møder Himmelsalighed,
min Skabers Storhed, seer mit Øie,
i Glorie af Herlighed.
See Taagen flyer, mit Blik sig klarer,
forsvunden er Uvished Skye,
Med Englekræfter frem jeg farer.
og Sole og Planeter flye.