Christiansborgs Ruiner
Natten efter Branden
Natten efter Branden
1794
1794
Midnatstormen kold og rædsom hviner,
ingen venlig Stierne smiler mig,
brustne Mure, glødende Ruiner
skuer Øiet hvor det vender sig.
Skumle Steenhob! matte svovlblaae Lue!
Nøgne Piller som med Styrtning true!
siunkne Qvader, siig, hvad Troldoms Haand
danned dig til Skræk for Skialdens Aand?
Stem o Sanger, stem din Streng til Jammer!
Dette Gruus var Kongers stolte Hiem;
disse slunkne Mure, vilde Flammer
rædselfulde Kræfter sprengte dem,
her, hvor nu en Askehob du skuer
hvirvled’ nys et Ocean af Luer,
Rigets Under, Landets Fædres Huus
Øieblikke skabte om til Gruus.
Ødselheds, og Stoltheds faldne Minde!
reist at trodse fierne Seklers Braad,
gyldne Fløie, kobbertakte Tinde!
Vidner, om utrolig Overdaad!
Glimmerfulde Sale! ak om Eder
Efterslægtens Blik forgieves leder,
snart kun sneehvid Olding med sin Stav
viser hine Herligheders Grav.
O Forvandling! inden disse Mure
lyder ingen Glædens Jubel meer;
Farer lumsk bag hver en Revne lure,
trindt omkring sig Død og Grav man seer,
Giennem rædselfulde Vildfargange
Skialden sniger sig forsagt og bange,
hver en Vraa saa og pragtfuld før
dækkes nu af mørkt kaotisk Slør.
Der hvor under Strengens glade Toner
Dannerfyrsten bød sit Folk til Dands,
hvor et Firmament af tændte Kroner
skabte Midnat om til Middags Glands;
Abildgaard! hvor Nordens Heltedage
kaldtes ved din Mesterhaand tilbage,
der hvor Guld og glimrende Krystal
spredte Straaler om sig uden Tal.
Der man skuer nu et rædsomt Øde,
mørke Spor af fordums Herlighed;
halv forbrændte Billedstykker gløde
under hvert den bange Vandrers Fied;
hist endnu en renlig Flamme bæver,
her en revnet Muur for Vinden svæver,
fælt i Nattens Taushed hule Skrald
varsle skiøre Marmorblokkes Fald.
Stundom naar en dæmpet Flamme glimter
frem af Gruset døende og bleeg,
hedenfarne Kongers Rad man skimter
ak, som Skygger over Morvens Høie
svæve de forbi det vaade Øie,
i de gustne Aasyn malet staaer:
Alt forandres, Muldrer, og forgaaer!”
Der hvor under blanke Marmorbuer
Kongers Konges Lovsang vældig lød,
der hvor svøbt i Glands af Guldets Luer
der en Taare sig af Øiet stiæler
naar for hine grædske Capitæler
Konstens varme Elsker frygtsom seer
aaben Himmel, Kul, og smuldret Leer.
Ak, hvad synes Øret at fornemme?
hvad var det som hisset væned’ sig?
Tys — en huul og dæmpet Klagestemme,
Tys — et vildt fortvivlet Jammerskrig.
Tier, tier, brat henfarne Siæle!
herligt blomstrer Eders Eftermæle,
meer end Faren, meer end Flammedød
rørte Eder Landets Faders Nød.
Ingen Marmorpyramide prydet
Kiække! Eders Askes Hvilested;
ingen stolt løgnagtig Indskrivt byder
Vandreren at standse sine Fied;
længe nok lod Marmor hædre Daarer,
Eder hædre Patriotens Taarer,
over Harpen flyder Skialdens Graad
Ved at minde Eders Heltedaad.
Landets Fader! disse Luer svæve
stedse lige klare for din Aand!
Lær af denne Askehob at bæve
for et Skovgran i Naturens Haand.
Miskiend aldrig Dannerfolkets Hierte,
disse Flammer dig det kiende lærte;
kast et Blik til disse Ædles Liig,
naar en Slange hvisler tredsk om dig
Dog — i Østen Dagens Forbud stiger,
Grusets Emmer neppe skimtes meer;
Nattens Rædselslør tilbageviger.
Solens Glands paa Tinden hist jeg seer.
Dette sidste Slag paa Harpen være
al Naturens vise Aand til Ære,
ham, hvis Godhed skaber Sneglen Huus,
ham, som styrter Troner om i Gruus!