Rasmus Frankenau (1767–1814)

Jeg veed en Blomst i Floras Have,

den ei som Rosen yndig er,

men dog som Rosen Himlens Gave,

og Hjertet kiær.

Den skabtes til at groe i Løn,

den Skiønnes Barm den aldrig pryder,

men Hiertet den i Stilhed fryder,

dens Lod er skiøn.

Den ei som Hyacinten falder,

af Rosens Død den intet veed.

Den trodser Undergang og Alder

i Evighed.

Naar¹ Haanden som dig rækked’ den

i Graven visnet længe hviler,

dens friske Krone evig smiler:

glem ei din Ven!

Lyksalig den, der fandt et Hjerte,

som evig varmt for Venskab slaaer,

som ligt min Blomst i Fryd og Smerte

sin Prøve staaer.

Han stolt kan synge Livets Priis,

han skrækkes ei af Livets Torden

for ham er hver en Krog paa Jorden

et Paradiis. —