Det skummende Bæger begynde sin Gang,
Og Venner med Venner istemme en Sang!
Ei sømmer det sig, hvor man samles til Lyst,
At klinke saa sparsomt, at sidde saa tyst.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar!
Tidt Kummer med Alderen bleger vort Haar.
Vor Kind er ei rynket, vor Tinding ei graa,
Blandt Jubler vor blomstrende Alder forgaae!
At ei vi skal klage om langt eller kort,
At Vaaren svandt ubrugt, upaaskiønnet bort.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar!
Tidt Kummer med Alderen bleger vort Haar.
Hvorhen i Naturen vi vende vor Fod,
Vi spore, at Skabningens Herre er god;
At Ingen i Livet skal vandre fortabt,
Han Piger, og Druer, og Roser har skabt.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar!
Tidt Kummer med Alderen bleger vort Haar.
Hver fylde sit Bæger, at Skaalen gaaer om,
Og Skaaler paa Skaaler til Flasken er tom.
En Daare, som vover at laste vor Jord!
En Nidding, som ei vil istemme vort Chor:
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar!
Tidt Kummer med Alderen bleger vort Haar.