Vist fik du ham med ombord,
da fra Land du Stævnen vendte.
Mangt et Bibelsprog du kendte —
du blev konfirmert i Fjor —
og det nye Testamente
stod paa Hylden med hans Ord.
Men han sov — ja trygt og godt,
og du lod ham sove bare.
Du var Mand for selv at klare
Grejerne i Stort og Smaat,
og Sejladsen gik jo flot —
her var Fred og ingen Fare.
Mere dristig blier din Fart.
Frem mod nye Maal du tragter,
ny Idéers Last du fragter,
og de gamle glemmes snart —
først af alle — det er klart —
hans, som du har stuvet agter.
— Da forandres Alting brat.
Over dig Orkanens Tuden,
Søen spiller Bold med Skuden,
ene er du og forladt
Roret svigter, det er Nat,
og du selv al Hjælp foruden.
Mindes du da end Guds Søn
— det er langtfra vist desværre —
da kan Intet Vej ham spærre,
hos dig staar han straks i Løn,
naar du kalder ham med Bøn:
„Jeg forgaar — ak! frels mig, Herre!”
Fast han griber Skudens Ror,
— han, du kom i Hu saa silde.
Og i dig blier Alting stille,
ganske stille ved hans Ord:
„Frygt ej! har du mig ombord,
kan dit Liv ej gaa til Spilde.”
Men maaske det er for sent,
du har længst stødt ham af Baaden,
overskaaret Ledningstraaden,
glemt din Barndoms Bønner rent,
— da er Trøsten dig forment,
du har selv forskertset Naaden.