Se, du levede fjærnt fra den Helliges Veje,
og hans Liv var et Sagn, du kun halvvejs har troet.
— Da slog Ulykken ned som et Lyn ved dit Leje:
Paa dit eneste Barn faldt der Sygdom og Sot.
Og fra Læge til Læge du gik — men forgæves,
kasted Pengene hen kun til unyttigt Kram.
Saa erklæred de, Sygdommen ej kunde hæves —
Da — o da først! — søgte din Tanke til ham.
Og du graved den frem, denne tusindaars Mythe,
og din Sjæl siedes sønder i Tvivl og i Haab.
Saa en Kvæld, da dit Barn var et Smerternes Bytte,
brød du ud i Fortvivlelsens Bønner og Raab — —
Men han hørte dig ej. Og hans Ord var saa vrede,
gennem Hjertet de skar som en skarpsleben Dolk:
„Hvo er du? Har du Børnenes Ret til at bede.
Se, jeg kender dig ej! Du er ej af mit Folk!”
Det var Sandhed. Du følte det dybt i din Vaade;
men du kunde ej slippe. Med bævende Mund
sank du ned for hans Fod: „Ingen Ret — kun en Naade!
— Blot en Brødskorpe slængt til en herreløs Hund!”
O, da fik du hans Blik! Som en morgenrød Stime
brød det frem gennem Natten i funklende Glans.
Da fornam du med Jubel: Fra nu var du hans!
Du blev frelst med dit Barn i den selvsamme Time!