Just som Lørdags Kvæld randt ud,
da var og din Livsdag leden,
og barmhjertig kaldte Gud
Sjælen ind til Sabbatsfreden.
Hvad du trængte til, var Fred,
til i Tro at kaste Anker;
fra din Lykke Skibbrud led,
flakked husvildt dine Tanker.
Hvil dig nu, du stakkels Barn!
Travl og rastløst har du trippet,
tvundet paa din Skæbnes Garn,
— nu er Traaden overklippet.
Mangt et mødigt Marthafjed
her paa Jord du maatte træde.
Nu har Herren kaldt dig ned
paa Marias lave Sæde.
Fald til Ro da ved hans Fod,
hvor hver jordisk Mislyd tier,
og hvor Sjælen løftes mod
Evighedens Harmonier.
Herre! lad det Barn, som her
følte modløst sig og bange,
Albarmhjertigheden nær,
Tryghed hist og Hvile fange!