I Kunstens Tempelsale
du fandt en Solskinskrog,
hvor Hjertets Længsler tale
i Harmoniers Sprog —
hvor Evighedens Stemme
har Tonens Klædebon;
dèr følte du dig hjemme,
dèr dvæled helst din Aand.
De Bud fra Lysets Rige,
der kom paa Tonens Flod,
de uudsigelige,
— var dem, du bedst forstod.
Thi skal ad Tonens Veje
vort Afskedssnk dig naa
omkring dit stille Leje
dens Vellydsbølger slaa.
De klinge fra din Baare
udover Gravens Skel
og bringe med vor Taare
dig Hilsen og Farvel.