Jeg kom fra Fyrreskovens grønne Dybder
med dette Bølgesus, som aldrig tav,
og mens et Skær af Rav tog Glød foroven,
frem i det faldne Høstløvs røde Hav
jeg skred med trøstigt Fjed som en Ægypter
ind under Bøgeskovens Broncehal
med irrgrøn Patina af Egekroner.
Fjernt lød et Jagthorns langtudtrukne Toner
som selve Rolands Lur ved Ronceval.
Og trindtom stod som Blodspor efter Kamp
i Mossets Bund den røde Fluesvamp.
I Tjørnens Purr som i en Taters Manke
var flettet Birkens Gulddukater blanke.
Ahornens Løvslæb ned fra oven flød.
et laset Silkestof af Purpurlød,
og lyste op imellem dunkle Graner
som over Heltens Grav forrevne Faner.
Tungt vaded Ellen frem af Kløftens Nat
i Ørnebregners violette Krat
og vifted med sin grønne Jægerhue
op hvor Kastaniens Løvpragt kom til Skue
og virkede med rødlig-gyldne Flammer,
der fyldte Rummet under Loftets Hvælv,
som vælded Lyset ned blandt Skovens Stammer.
Jeg staar som en berust og ser mig om
med blændet Blik i Høstens Helligdom.
Her dufter Virakskarret til hans Ros,
her bor hans Aand, den fødte Virtuos,
Kulørernes, der øser ud af Tubens
brogede Herlighed Paletten fuld
med Bronce, Grønt og Lilla, Purpur, Guld —
og maler fort, til Haanden stiv af Kuld
maa slippe Penslen — Aarets store Rubens.