Fjerntfra, dèr hvor Aasen blaaner
mod en Luft som lys Opal,
jævnt det jyske Højland skraaner
mod Sydøst, og Skoven følger
mygt som Ranken i en Vigne
hver en rythmisk svungen Linie
i del vide Areal, —
kupler, sænker sig og glider
langs Terrænets sidste Bølger
venligt ned fra alle Sider
mod den brede Elbodal.
Helt fra Gudsøvig til Rands
Bølgen har dens Fure gravet.
Vikingen, som pløj ed Havet,
har befaret den til Vands.
Ægirs Ran dog Frej har krævet,
har fra Dybet op den hævet,
bræmmet den med Vang og Skov,
viet den med Le og Plov.
Over Bundens saftigt Grønne
flokkes nu det røde Kvæg.
Straatækt Rønne,
hvide Gavle, Vippebrønde
titter frem bag Hyld og Hæg.
Gennem Skov af Rør og Siv
vildt for groede, kæmpehøje,
blinker Søens staalblaa Øje,
blankt som Bladet af en Kniv.
Ud og ind en Fodsti gaar
langs med Mosens sorte Skaar,
hvor et Bræt paa spinkle Stolper
Bro imellem Tuer slaar.
Siv med brune Fløjelskolber,
Irisliliens gule Flor,
Kallasvøb, hvor Duggen funkler,
Vandranunkler
frem af Tørvegraven gror.
Over Spejlet Biller vimrer,
og den hede Middagsluft
solfyldt flimrer
tung af Høets Krydderduft.
Men naar Solen rører kun
Skovens Rand paa Bakkeryggen,
kryber Skyggen
frem langs Brynet, over Stenten
nedad Skrænten,
til den fylder Dalens Bund.
Mosebryggen
som en fin og blaalig Em
flyder over Græsset frem,
tætnes, alt som Kvælden lider,
svulmer, bølger, til den glider
gennem Dalen lig et Hav.
Mørkt derover ruger Skoven
drømmende om fjerne Tider.
Men foroven
gløder Himmelen som Rav.