Som Krat i Bøgelunden
af Hassel, Birk og Tjørn
der gror fra Folkebunden
en Ungskov frem af Børn.
Og disse smaa og spæde,
hver lille Tøs og Knægt
betroedes os til Glæde,
til Røgt og Varetægt.
Saa har vi da i Fællig
et Kald at vogte paa.
Men ak! hvor vidt forskellig
blev Skæbnen for de Smaa.
En Part fra første Time
fik Sundheds friske Marv,
en anden Sygdomskime
og Syndens Frø i Arv.
For Skødebørn af Lykken
blier Livets Skole nem;
men det er dem i Skyggen,
som vi skal hjælpe frem,
skal frede om og hegne
og skaffe Luft og Lys,
at de som vore egne
kan trives og fornyes.
Om Barnets Krav del toner
fra Evangeliets Tekst.
Ømt skærmer Skovens Kroner
de unge Stammers Vækst.
Og Saga — skønt hun tier —
er samme Tankes Tolk:
„Det Værn, du Barnet vier,
det vier du dit Folk!”
Af spæde Ymper bliver
engang en Højskovs Hvælv.
De smaa til hvem du giver,
er Danmarks Fremtid selv,
Jo mere vi dem freder,
jo sundere de groer,
des bedre Kaar bereder
vi Børn vor gamle Mor.
Hav Pung og Haand da aaben,
giv gavmildt, rigt og fuldt!
Hver Gave er et Vaaben
mod Sot, mod Synd og Sult.
Og én Gang vil den lønnes:
Naar denne Slægt er Støv,
skal Danmarks Stamme grønnes
med frodigt Sommerløv!