For hver Kilde klar
sætter Vintren Segl,
lægger Isens Giar
over Søens Spejl —
Isens tykke GI ar
paa den aabne Sø,
saa det Liv, den bar
i sit Skød, maa dø.
Mellem skøre Siv
gennem Rude mat
kan jeg skimte Liv,
som er stivnet brat,
fange Glimtet kun
af et Eventyr
paa den dybe Bund
hvorfra Lyset flyr —
og med lønlig Skræk
i Naturens Bog
se Snehvides Træk
under Kistelaag.