Ved Stranden mødtes vi alene to.
Du havde taget Strømper af og Sko;
med sirlig løftet Skørt, paa bare Ben
du søgte Rav imellem Breddens Sten.
Og da med eet du mig i Sigte fik,
jeg saa’, hvor dybt du rødmed for mit Blik.
Hvor var da i din Blu du sød at skue!
Det var, som blev dit Blods den røde Lue
spredt gennem alle Aarerne i Hast
og gennemlyste Hudens Alabast
paa Pande, Kind, ind under Haarets Rødder,
— og derpaa røbende sit blide Faids
Solnedgangsflamme paa din hvide Hals
svandt blussende bag Kjolens klare Svøb
og lod mig ane kun et fortsat Løb
ned gennem Legemet til dine Fødder
for dèr — som Aftnen i en Rudes Spejl —
at blegne bort i Storetaaens Negl.