I fjærne sydlige Have
bag Bølgens klare Krystal
der groede i sælsom Skønhed
den røde Ædelkoral.
Til Dybets Ensomhed lænket,
med Ranker som Blod at se,
den drømte om høje Tinders
hvide, blændende Sne.
Da glimted et Lyn fra oven,
en Dykker mod Bunden skød.
Fra Moderstammen dernede
en blomstrende Gren han brød.
Til trinde Perler forvandlet
forlod den Sliberens Bord,
og sanket i purpurne Kæder
sendtes den hid til Nord.
— — Min Skat! Af min egen Længsel
forstod jeg den røde Korals.
Giv den den Plads, den har drømt om,
tæt til din snehvide Hals!