Nu tyndes Sonarens rige Flor,
snart kjender Ingen Stedet, hvor
sin Blomsterskat den strø’de.
Men Lyngen myldrer i dens Spor
med Klokker lyserøde.
Det er, som om et Skær af Kveld
hen over Aas og Bakkehæld
i Rosenfarver rinder —
et dæmpet vemodsfuldt Farvel
til Sommeren, der svinder.
Kim, Klokkelyng, for sagte Vind,
ring Efteraarets Time ind
som Vaarens Stund Convallen —
I Kaabe mørk, med brunet Kind
han træder alt i Hallen.
Smyk Dig i lyse Farver ud,
Du, som i Bondepigeskrud
har ventet bly, beskeden —
Thi selv Du vorder Høstens Brud,
skøn Askepot fra Heden!
Og er med Vemod end i Pagt
og uden Vaarens friske Pragt
Din Bryllupsfest den silde —
har alt et Tungsindsslør sig lagt
om Dagens Øjne milde — —
Du skræmmes ej, men kæk og sund
Du mildner Høstens Alvorsstund
med venlig Aftenrøde
og luller Livet blidt i Blund
med Vuggetoner bløde.
— Skin ud, Du Aarets Afskedsglans!
Dit Billed stige for min Sans,
at jeg i Høst kan smile —
Flet Dine Klokker til en Krans,
som vier mig til Hvile!