Nu sænkes vor Jord i den dybe Blund,
nu svinde Farver og Toner.
Men højt paa Nathimlens mørke Grund
med Klodernes Millioner
dér spejles dens Drøm om en Foraarsstund
med spirende Bund
af Stjerner og Anemoner.
Og svides hvert svajende Græsstraa væk,
ja stivne de store Vande,
og klynker forknyt den kælne Bæk
bag skarpe krystalne Rande —
Deroppe staar Drømmen i klare Træk,
— over Dødsmørkets Skræk
den peger mod Livets Strande.