Hist paa Næsset, der hvor Bølgen
med sit Skumstænk Tangen salter,
yderst ude en Granitblok
knejser som et Oldtidsalter.
Ensom paa den flade Strandbred
fanger den i Afstand Synet,
som den ligger majestætisk
stirrende mod Himmelbrynet.
Faareflokkene, der nippe
Grønsværtuens magre Totter,
med enfoldig dvask Forundring
til den gamle Kæmpe skotter.
Strandens vimse Fugleskarer
rastløst om dens Sokkel piler;
af og til en snehvid Maage
paa dens brede Skulder hviler.
Havet snart sin Stormbuk knuser
fraadende imod dens Bringe,
snart med kælent Smil sig kruser
om dens Fod i bløde Ringe.
Sommersolens Middagsflamme
med sit Luevæld den døber;
Vinternattens Frost et Panser
om dens Kæmpelegem støber — —
Alt forgjæves! Ved sin Alder
hævet over Tidens Grænser —
med Aartusinder fortrolig,
Døgnets Vexlen ej den ænser.
— Nej, den mindes vist hin store
Sabbatsmorgen i Naturen,
da den fjernt blandt Norges Fjelde
som et Led i Klippemuren —
træt af Ensomhedens Øde
udad imod Livet længtes
og i stærke Fødselsveer
ud fra Moderfjældet sprængtes;
da den kjendte sig med Undren
grebet af en Kraft, en fremmed,
og paa Bræens Kæmpeskulder
langsomt bares bort fra Hjemmet.
Sekler randt. En aarle Morgen
skred den frem af Fjeldportalen;
— solbelyst, med grønne Agre
saa’ den dybt dernede Dalen.
Længer frem. Da blaaned Havet,
udstrakt under Himmelhvælvet;
Bølger jubled under Klippen,
dengang Iskolossen kælved.
Paa sit svømmende Krystalslot
gled den over dybe Vande,
snart i Storm og snart i Stille,
frem mod ubekjendte Strande.
Dagen øges, Luften mildnes,
Taager over Havet ruger —
og den føler Isens Masse
løses op i alle Fuger —
Fæstet svigter, og den synker,
Bølgen lukkes om dens Isse —
Dybets Tangskov sætter Grænsen
for dens Fart fra Fjeldets Spidse.
Sekler rinde, Grunden hæves,
Kysten voxer, Havet viger —
Atter fra sin skumle Verden
den til Luft og Solskin stiger;
atter lig en havomtumlet
Oldtidskæmpe Land den skuer —
Ak, men er det Landet, disse
lave kratbegroede Tuer;
denne Strand, hvor Egen dukker
kroget af de skarpe Vinde —
blev det Alt, den fik i Bytte
for sit Hjemlands Klippetinde!
— — Bitter, fuld af Nag og Harme,
i sin Stolthed dybt beskæmmet,
laa den ensom da paa Kysten,
længtes, stirrede mod Hjemmet. —
— Laa der, da i Oldtids Dage
Vikingsnekken fuldt bemandet
efter Togt til fjerne Strande
løb sin Dragestavn i Sandet —
og de vilde, brynjeklædte,
brune, skæggede Gestalter
som en Tak for Færdens Lykke
ofrede ved den som Alter.
— Laa der sidenhen, da Sydens
blege fastepinte Munke
midt i Hedenskabets Mørke
tændte Troens Guddomsfunke;
dengang nyhedslystne Skarer
trindt den flade Strand befolked,
og fra Oldtids gamle Blodsten
Munken Korsets Løndom tolked.
— — Store Ting Du sikkert mindes
faldne Kongesøn fra Fjeldet,
— aner lidet dog Din Skæbne,
ser ej, at Din Dom er fældet.
Snart en Arbejdsflok vil rette
Borets Spidse mod Dit Indre,
og en Sprængkraft, Du ej kjendte,
vil Dit Kæmpelegem splintre.
Ingen Thor fra Valhals Sale
med sit Mjølnerslag Dig rammer —
Manden, som slaar Sten ved Vejen,
fører nu den tunge Hammer.
Og din Storhed, skabt til Bauta
for en Brynhild, for en Herver —
skal nu plumpt i Støvet trampes,
praktisk stykket ud i Skærver!
— — Thi vor Tid er ej romantisk,
smiler kun ad Sagn og Mythe.
Dampens Alder ene skatte
kan den Storhed, som gjør Nytte.