Ved Kongeparrets Guldbryllup
(Den 26. Maj 1892).
(Den 26. Maj 1892).
Kvælden lyser over Strande
og over den stejle Klint.
Højt da stander den unge Vaar,
hun spejder om Lande trindt.
Ser over Byer og Skove
i Dagens det sidste Skær —
undres, at hvor hendes Øje naar,
det skuer saa travl en Færd.
Kalder hun ad sin rappe Flyver,
den liden sortvingede Svale:
»Og du skal svinge dig under Ø
og lytte til Hvermands Tale.
Lytte skal du og spejde flinkt
og spørge Nyt, hvor du kan.
Vide jeg vil, hvad sær Uro
der fylder al Danmarks Land?«
Spiler den Svale sit Vingesejl,
saa vide stryger den ud.
Kvælden derpaa fra Flugten hjem
den vender med fagert Bud:
»Jeg fløj alt over Borg og Stad,
jeg spejded og lytted som bedst —
trindt om saa jeg den danske Mand
berede sit Hus til Fest.
Jeg svang mig over den mørke Skov,
der tav baade Ravn og Ugle.
I Natten hørte jeg Vingeslag
af store, fremmede Fugle.
Store, fremmede Fugle
ved Maanens Skær blev jeg var.
Ørne var det — paa Hovedet hver
en kongelig Krone bar.
Stoltelig kløved de Luften
med mægtig susende Lyd.
En kom fra Vest og en fra Øst,
de to hidstævned fra Syd.
»Og hør, I kongelig Fugle,
I vide mig gunstigt Svar.
Siger mig, hvi I mødes her,
og hveden Jer Vingen bar.«
Svared den første: »Fra Bretlands Kyst
jeg styred i Kvæld min Flugt.«
Den anden: »Fra Nevaens fjærne Strøm
jeg fløj over finske Bugt«.
Den tredje mæled: »Af Sønderled
fra Østerrigs Skove jeg kommer.«
Den fjerde: »Jeg stævned mod høje Nord
fra Hellas evige Sommer.
Alle saa er vi Fyrstebud
og bærer den gyldne Krone;
fore hid for at lægge ned
vor Hyldest for Dankongens Trone.«
Videre drog de. Jeg fulgte dem
til kongelig Axelstad.
Der gik Talen som Vindens Sus
i Lunden fra Blad til Blad:
Hil sidde paa Danmarks Trone
vor Drot og hans ædle Viv!
Gud Herren haver dem naadig undt
tilsammen saa langt et Liv.
Halvhundred tælles de Somre,
hvis Lykke de blomstre saa;
halvhundred Vintres fælles Sorg
har gjort deres Lokker graa.
Halvhundred Aar dem hæved
fra Tronens Trin til dens Sæde,
saa deres Kvide ved Danmarks Nød
og gav dem Part i dets Glæde —
lod fremvokse som Hjemmets Pryd
et ædeligt Børnekuld,
skikked til fremmede Riger det ud
at bære Kroner af Guld.
Halvhundred Aar har skiftet
og ændret trindt om dem alt —
aldrig dog deres Vilje og Hu,
hvor Danmarks Vel det gjaldt.
Thi fyldes nu Folkets Hjærte med Tak,
og som Vin udi gyldne Kar
den rækkes i Tale og festligt Kvad
det ædeligt Fyrstepar.«
Saa meldte Svalen. Men Vaaren
med Smil hun oplod sin Mund:
»Og er det Alt, som du siger — da kom
vi jo hid i en lykkelig Stund.
God er den Konge med samt hans Viv
— ej noget Land har dem bedre —
thi sømmer det sig for Vaaren og
Guldbrudgom og Brud at hædre.
Hylder i Dag det ganske Folk
sin Drot og hans ædle Frue,
da ville vi ogsaa virke med
af al vor Kraft og Formue.
Straale skal Solens gyldne Krone
fra Himlens azurblaa Felt,
Skoven spænde langs Fjord og Sund
sit lysgrønne Silketelt;
Engenes Fløjl med Farver og Guld
vi yndelig vil baldyre,
brede det som et Tæppe for dem,
der Land og Rige mon styre.
Drossel, Lærke og Nattergal
med Finke og Gærdesmut
hilse dem skal i den Bøgesal
med Fløjte, Gige og Lut.
Gøgen dem varsle saa langt et Liv
med Fryd og Lykke ad Aare.
Smykke til Fest vi det ganske Land
— det Land, de elsker saa saare!«