I.
I Aar er det ikke Skovens Smaa
— Surkløver og vilde Violer —
det er Solens og Sommerens duftende Kuld,
der komme som Dagens Symboler.
I Fjor var vor Elskov som Vaarens Flor,
lidt spinkel, skjønt ung og yndig.
Nu har den voxet sig stærk og stor,
er bleven moden og myndig.
I Fjor da rakte dens Rod ej dybt,
og Planten var let at flytte.
Men nu — om Nogen vil rive den ud,
da tror jeg, Hjertet forblødte.
Og er den end ikke saa sorgløs mer,
men prøvet i Livets Skole —
fast tror jeg, den nu er os mere kær,
nu veed vi, paa den kan vi stole.
Thi er det da ej med Vaarens Børn,
jeg Dagens Minde vil hylde.
Min Hilsen kommer i Sommerskrud
med Duft, med Farver og Fylde —
med Tak til Dig, Du kjæreste Ven,
for hvad Du mig Alt har givet.
Hvad Godt der boer i mit eget Bryst
— min Kjærlighed skylder det Livet.
Tak for hvert Smil og hvert sanddru Ord,
hver Tanke, Du tro mig viede.
Gud give mig Evne som Vilje til
at gjøre Dig Dagene blide!
II.
Et Rosenpar jeg sender til min Skat,
saa vidt forskjellige som Dag og Nat:
Den ene døbt i Morgnens unge Glød,
den Anden bleg med Maaneskjærets Lød,
den ene blussende og kæk og frodig,
den Anden drømmende og blidt sørgmodig.
Mig tykkes, at i Farven, rød og hvid,
afspejler sindrigt sig vor Elskovs Tid:
Samværets Dag med Lykken, Favn i Favn,
Skilsmissens Nat med vemodsfulde Savn.
En Kjæde, leddet tæt af gyldne Minder,
med Vexelskær af Maanelys og Sol —
vort Samlivs første Døgn, som snart udrinder,
fremstaa for Dig i Rosernes Symbol!