Otto Fønss (1854–1922)

Min lille Skat! Det blev din Lod at fødes

— lig disse Blomster — paa det Grænseskel,

hvor Somren med den barske Aarstid mødes:

Saa tag i dem et Sommerens Farvel.

Den samme Sol, som bruned dine Kinder,

har gydt i dem sit Lys fra Gry til Kvæld;

og lad dem staa som en Buket af Minder

om hver en Friluftsdag, vi strejfed om

ved Strand, i Skov og Kløft, hvor Bækken rinder.

Snart holder Aarets barske Herre Dom.

Dog medens Kredsen udad bliver mindre,

naar hist Naturens Billedsal staar tom,

faar Livet nu sit Midtpunkt i det Indre:

I Hjemmets Ly, i Arnens lune Krog

dér kan dets friske Kime overvintre.

I Kunst forædlet klinger der dets Sprog,

dets Farver lyse dæmpet som i Skygge —

Tag, lille Kjæreste, mod denne Bog,

— den være et Symbol paa Hjemmets Hygge.