Den svandt, den lange Vintertid
med Broderstammers bitre Strid,
de rulied hen, de tunge Aar,
og over Norden, randt en Vaar,
da gammel Tvedragt, Nid og Nag
flød bort som Sne en Foraarsdag;
da Oldtidsminder, Fremtidshaab
fik Liv i Skjaldekunstens Daab;
og unge Røster varsled kækt,
at Goterstammens Trillingslægt
nu vilde flette Gren i Gren
og samle Kronerne til een.
— Ak, kort blev Foraarsdrømmens Fryd
der kom en Vinternat fra Syd;
den fo’r saa grumt, den tog saa haardt
og sved hver Haabets Spire bort.
Tungt over os hang Mismods Sky — —
se, da brød Solen frem paa ny,
igen et Foraarsbudskab fo’r
paa lyse Vinger over Nord,
sit Løv fik Skoven anden Gang,
atter vi hørte Fuglesang,
af Roser dæktes Mindets Tjørn,
da Nordens ædle Kongebørn
slog over Fortids Søndring Bro
og gav hinanden deres Tro.
Kongens Søn af Danmark
lægger Sadel paa Ganger prud,
rider til Svenskerkongens Gaard
at fæste saa favr en Brud.
»Hør, du Drot af Sveriges Land,
du est en Konning med Ære,
og vil du give mig Datter din,
hun vorder min Hustru kære.
Vil du mig give den Jomfru god,
du tjener vel Tusinders Tarv:
Dronning hun vorder af Danmark,
naar Kronen jeg tager i Arv.«
Det var Kong Carl af Svealand,
han stod og lytted dertil:
»Og vil du have min Datter til Viv,
det ske dig, alt som du vil.
Tager du dig min Datter til Brud,
alt som det er din Agt,
det vorde et Baand mellem Folk og Folk
og mellem de Riger en Pagt!«
Smykked de da den væne Mø,
førte hende neder til Strand,
hejsed saa Sejl i højen Raa
og fore fra Sveriges Land.
Flejsed de Silkesejl i Raa
og stævned til Sjølunds Ø —
der blev stor Fryd hos alt Danmarks Folk,
det baade hos Mand og Mø.
Solen lo over Sund og Stad,
og Gøgen i Skoven gol.
Alt saa bar de den Brud i Land,
satte hende i Gyldenstol.
Kongens Søn ud af Danmark
han tog hende i sin Favn;
saa og hans Fader og Moder,
de gav hende Datternavn.
Og i Konge-Egens Skygge, under Kronens brede Bræm
rejste i beskeden Hygge sig de unges Fremtidshjem.
Trindt derom har Skoven kastet og forny’t sit grønne Skrud,
alt imedens Kongestammen indenfor skød friske Skud.
Fem og tyve Aar er rundne — Tredjeparten af et Liv —
siden Kongesønnen fæsted Sverrigs Datter til sin Viv.
Tiden dog, som lægger øde alt, hvad kun er tomt og hult,
skænker Spirekraft og Grøde, hvor den fandt en Kerne skjult.
End Kong Christian med Hæder styrer Danmarks Folk og Land.
Sønnen stander ham ved Siden, nu en gjæv og modnet Mand.
Hjertets Varme, Viljens Renhed, som er Daadens sunde Marv,
kroner ham med Folkets Tillid, er hans bedste Fædrearv. —
Der gaar Sagn, at Danmarks Perle, Sjælland med dets Bøgeskov,
fordum blev af Sverrigs Side skaaret ud ved Gefions Plov,
til det i sin friske Ynde, fattet ind af Bælt og Sund,
i vor Krans af grønne Øer fandt en sikker Ankergrund.
Hun, hvis Liv af Sverrigs Legem drog sin lyse Lød og Kraft,
hun, hvem Danmarks Prins sig fæsted, har den samme Skæbne haft.
Sund og klar i Aand og Tanke, mild i Blik og jævn i Sind,
er i alle danske Hjerter dybt og fast hun vokset ind.
Og fra Hjemmet, til hvis Lykke hver har ydet tro sin Del,
Goterfolkets skilte Stamme rejser samlet sig og hel.
Blod af Svensk og Dansk, som fordum østes fjendtlig over Muld,
ruller nu i ædel Blanding hos det fyrstelige Kuld.
Skærsommer er Naturens Fest,
da mødes Aftenglans i Vest
med Morgenskærets Gry i Øst,
saa Dagen aldrig endes.
Og Agren spaar om Gylden høst,
og Kongelyset tændes.
Og Fest der er i Kongens Gaard:
I Aftenglans hans Trone staar;
mildt luer Morgenrødens Skin
om ham, som skal den arve;
højt blusser Nordens Himmeltind
i dobbelt Purpurfarve.
Og der er Fest hos Danmarks Folk.
Den Slægt, som stred ved Øvre-Stolk,
og den fra sjette Julidag
staar i en Æt forynget,
for hvem vort Lands og Kongens Sag
er trofast sammenslynget.
Du klare Sommersol, skin ud!
Vær os den største Konges Bud,
mod hvem hver jordisk Purpurklædt
er kun med Støv at ligne. —
Han skærme Kongen og hans Æt
og Danmarks Folk velsigne!